|
Vilhelmsborg parken forvandles til 1930ernes Berlin med sit vilde natteliv. Tonerne fra Kit Kat Club byder "Willkommen, Bienvenue, Welcome" til "Cabaret" af den allestedsnærværende og gådefulde Konferencier. Historien tager afsæt i den tilrejsende engelske forfatter Clifford Bradshaws lidenskabelige forhold til natklubsangerinden Sally Bowles. De færdes om natten i byens sorgløse bohememiljø med poppende champagneflasker og lårsvingende piger. Morgendagens frygt og problemer efterlades ved dørtærsklen til den dekadente natklub.
Med dagslyset forsvinder nattens fest og farver, og overtages af en trykket stemning i Berlin, som er under forandring. Såret stolthed, økonomisk og politisk uro giver plads til en ny og forfærdelig ideologi, hvor det er farligt at være anderledes - Tyskland er hastigt på vej mod Det Tredje Rige!
Cabaret har siden premieren i 1966 været opsat utallige gange verden over og har tryllebundet publikum med fængede melodier såsom "Money, Money" og "Maybe this time". Cabaret blev udødeliggjort af Bob Fosses filmudgave fra 1972, med Michael York som Cliff, Liza Minelli som Sally og Joel Grey som Konferencieren.
Med Cabaret lægger Vilhelmsborg Festspil op til en fortælling fyldt med modsætninger; drama/komik, had/kærlighed, forståelse/misforståelse, luksus/fattigdom, og storhed/forfald, når instruktør Anders Baggesen kærligt tager hånd om musicalklassikeren.
|
|